Mandfolk af Finn Wilkens

Mandfolk er den første del af serien om Hans Theodor. Herefter kommer Dragemand og til sidst Slået hjem. Hans-Theodor er 10 og 11 år i de første to bøger. I den sidste møder vi ham som 15-årig.

Mandfolk; Vi møder Hans Theodor, der bor sammen med sin mor og far i et lille hus et stykke uden for byen. Det er i efterkrigstidens Danmark, en tid hvor nævnerne sad løse, når det kom til opdragelse. Dagene foregår med cykeltur til og fra skole, græsslåning, rydning af gårdspladsen, lektier, samt en næsten daglig tur til købmanden. I skolegården er livet også hårdt. Gårdvagten er ofte ude af syne eller rimelig ubrugelig, når det kommer til at beskytte eleverne. Hans Theodor må i hvert fald ofte gemme sig for KP og hans klikke. De dage, hvor det ikke lykkedes, står den på ribbensmassage i cykelskurret.

Hjemme hos Hans Theodor er der ofte heller ikke rart. Hans far har et skur - kendt som værkstedet. Der sover han indimellem ude, eller lukker Hans Theodor inde, så han kan lære at opføre sig ordentligt og blive et mandfolk. Det er nemlig meget vigtigt at blive et mandfolk. Hvis man bliver spejder, er det lettere at blive et mandfolk, mener Hans Theodors far. Hans Theodor tænker mere på, at hvis han bliver et mandfolk, så slipper han for at komme på børnehjem, som hans far normalt truer med.

Hans Theodors mor er sød og en pligtopfyldende. Hun lægger sig endda imellem, når faren slår Hans Theodor lidt for meget og lidt for hårdt.

I skolen er lussinger en normal ting. Kun pigerne slås der ikke på, men drengene, hvis der er så meget som en hvisken under morgensang, så kommer der en syngende lussing.

Det er dog ikke alt i Hans Theodors verden, der er hårdt arbejde eller syngende lussinger. Der er den søde Lone fra klassen, som han drømmer om, når han ligger i sin seng om aftenen. Så er der super Per, som altid kommer ham til undsætning og er god at snakke med. Der er også ferierne hos onkel, morfar og mormor. Ude i morfars skur har han ikke ti tommelfingre.  Men Hans Theodor tænker, hvis han ikke nævner over for morfar, at han har ti tommelfingre og derfor, i virkeligheden, ikke kan finde ud af det der med biler, så opdager morfar det måske slet ikke.

Min mening; Hans Theodor brændte sig hurtigt ind i min læseivrige sjæl. Hans hverdag og de livserfaringer, han gør sig undervejes. Jeg plejer ellers ikke at læse noget, som kommer for tæt på den normale verden, men her blev jeg draget og hevet ind. Det er en historie, som fortælles med et barns øjne og måde at se/opleve/forstå livet på.

Det, der er specielt, er, at det fortælles, så en voksen kan læse med og huske tilbage. Jeg blev hevet tilbage til min egen barndom og min undren over de voksne.

Det var dog ikke det eneste, som drog mig. Den anden ting, og nok den vigtigste, var Hans Theodor. Jeg havde seriøst lyst til at give den dreng et knus, fjerne ham fra alt det onde. Desværre var det ikke i min magt at gøre noget. Jeg kunne kun læse historien til ende. Det endte med, at jeg sad og græd...

Det er nu 4 måneder siden, jeg blev færdig med bogen, men Hans Theodor har aldrig helt forladt mig. Mandfolk er en af den slags bøger, som efterlader et mærke. Sproget er så stærkt, så barnligt enkelt, at det skaber en oplevelse, som gør, at når man lukker bogen, så er man stadig ikke færdig med historien. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvad der dog skulle blive af Hans Theodor...

Da forfatteren så i dag (d. 30 sep. 2013) tilbød mig Dragemand, så kunne jeg ikke på nogen måde sige nej tak. Jeg måtte vide mere. Det kunne da umuligt blive værre. Jeg modtog bogen i formiddags og har nu (ædt råt) 169 sider. Jeg tog fejl, det blev værre. Jeg har igennem dagen gentagne gange måtte lægge bogen fra mig, for nu var det for voldsomt. Jeg har haft lyst til at råbe ad alle disse uduelige voksne. Desværre er det lige som sidst. jeg kan ikke gøre hverken fra eller til, men en ting er sikkert, jeg er nødt til at læse videre. Det tegner til at blive en sen aften...