Indholdet på xanadues-imagination

Velkommen til min blog. Jeg anmelder bøger og laver blogpost om nærmest alt, der vedrører det at være forfatter. Jeg er nemlig lidt af en nørd på det område ;-)

Så derfor må jeg også lige skrive en advarsel. Jeg er ikke god til at fatte mig i korthed. Mine blogindlæg vil ofte være lange romaner, men for at skåne dem, som ikke har lyst til at læse meget lange indspark, så har jeg besluttet mig for at starte hvert blogindlæg med en konklusion.

Efter konklusionen kan jeg så komme med den lange historie. Det er da et kompromis, i hvert fald et, som jeg selv kan gå med til og det her er jo min blog.

Med den nye datalovgivning skal jeg oplyse følgende. Google gør det vist automatisk, men da jeg absolut ikke har nogen flair for det computertekniske, så har jeg sat det ind her med links og det hele.

Cookie og privatlivspolitik

Introduktion
Når du besøger vores website indsamles der oplysninger om dig, som bruges til at tilpasse og forbedre vores indhold og til at øge værdien af de annoncer, der vises på siden. Hvis du ikke ønsker, at der indsamles oplysninger, bør du slette dine cookies (se vejledning) og undlade videre brug af websitet. Nedenfor har vi uddybet, hvilke informationer der indsamles, deres formål og hvilke tredjeparter, der har adgang til dem.

Cookies
Websitet anvender ”cookies”, der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil el. tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Cookies kan ikke indeholde skadelig kode som f.eks. virus.

Det er muligt at slette eller blokere for cookies. Se vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering

Hvis du sletter eller blokerer cookies vil annoncer kunne blive mindre relevante for dig og optræde hyppigere. Du kan desuden risikere at websitet ikke fungerer optimalt samt at der er indhold, du ikke kan få adgang til.

Jeg har kopiret denne vejledning fra følgende adresse, hvilket der er givet tilladelse til; http://minecookies.org/skabelon-til-cookie-og-privatlivspolitik/

Du kan også læse mere hos datatilsynet;
https://www.datatilsynet.dk/media/6559/generel-informationspjece-om-databeskyttelsesforordningen.pdf

fredag den 22. januar 2016

Forfatterinde tanker - at mangle sit eget sted


så sidder jeg igen ved computeren, hvor facebook har taget alt for meget af min tid. Jeg beslutter mig altid for en halv time på det medie og når jeg så igen kigger på uret, så er den halve time overskredet ... Jeg skal så styrte rundt for at nå alt det, som jeg rent faktisk havde planlagt. Måske ville et æggeur være en god løsning.

Jeg ved, at jeg har lovet mig selv at skrive, når bettesønnen bliver passet i sin vuggestue og derudover nå indkøb, vasketøj og at tænke på aftensmad. Pligterne glider faktisk derudaf. Jeg er med på vasketøjsfronten, strygtetøjsfronten færdigretter i fryseren og indkøbene er hurtigt klaret. Men så kommer facebook. Det er ikke for at brokke mig, det er jo min egen skyld, at jeg havner derinde.

Sagen er, at jeg ikke får skrevet. Der er tonsvis af grunde til dette. Jeg har historien i hovedet og er næsten i daglig kontakt med de forskellige personer. Lige for tiden har jeg eks. slettet to hele kapitler, både det med den gravide kvinde og hospitalsindlæggelsen. Historien er hoppet nogle kapitler frem og min hpér (hovedperson) er helt ok med disse ændringer. De fleste er faktisk hendes forslag. Jeg er også ved at stykke et kort sammen. Det var sønnens badevand, som dannede en indre sø omkring en halvø og derefter et kontinent. Jeg stod og kiggede på det og måtte derefter direkte ind og tegne det op i min skitsebog.

Så jeg er jo i gang, men det er bare svært at sætte sig til tasterne og få skrevet. Jeg har overblikket og handlingen. Ved næsten hvad der skal ske, men min egen personlighed sætter en stopper for det hele. Jeg har altid været meget territorial. Var jeg på lejrskole, skulle jeg straks gøre min seng klar og pakke de personlige ting ud, så alle kunne se, at det her var MIT område. Det har ikke ændret sig.

Jeg har nemlig ikke noget sted i vores lejede hjem. Mine notesbøger ligger i kasser oppe under boksmadrassen, som står på juniors værelse. 





Mine ynglings penne ligger i en kasse inde på min bedre halvdels kontor og det er lille. Han arbejder indimellem hjemme, så han skal have et sted med lukket dør og det dur ikke at dele pladsen. Hvis jeg deler pladsen, så er den jo ikke min. Jeg har heller ikke mine bøger. De ligger i flyttekasser nede i kælderen og venter på at blive pakket ud.




Den stol, jeg har købt, som skal være forfatterindestolen, står også i kælderen. Den skal gøres ren, slibes og males.



Mit mini teakskrivebord står hos en veninde i sønderjylland.
Det er i alle disse oplysninger, at årsagen skal findes. Jeg føler mig hjemløs. Jeg kan ikke bare sprede mine notater ud over hele gulvet i stuen, for så skal de ryddes op igen, inden junior kommer hjem. Jeg kan lige se det strålende blik i hans øjne, hvis han fik øje på alt det papir! Det ville ikke være i hel tilstand længe! Bare tanken om at skulle pakke dem ud og sortere dem, for så at skulle rydde dem op igen - gør mig nedtrykt. Jeg vil bare gerne have et sted, hvor de kan ligge og rode fra gang til gang. Det er kaos i sin orden.

Stephen King anbefaler, at enhver forfatter har deres eget sted. Et sted; "hvor de kan lukke døren til den ydre verden for at fokusere på den indre."

Det er det, jeg mangler. Jeg har forsøgt at skabe det, men det lykkedes ikke. Jeg mangler at have mine notesbøger på et let tilgængeligt sted og ikke et sted, som kræver at man skal fjerne en seng hver gang. Jeg mangler mine bøger til inspiration og til at slå op i. At se dem i kasser gør mig nedtrykt. Jeg er en forfatterinde, som i den grad føler mig hjemløs. Jeg misunder dem, der bare kan skrive løs alle steder, mens jeg selv har brug for ro og inspirerende velkendte omgivelser. Et sted, hvor det kan rode og der kan ligge løse papirer overalt.

Heldigvis er min hpér tålmodig med mig - det kræves der vist også - se bare lige denne klagesang, der er skrevet her!

Dette er indlæg nr. 2 - vil du læse nr. 1, så findes det her; http://www.xanadues-imagination.mono.net/en-forfatterindes-tanker

torsdag den 7. januar 2016

Forfatterinde tanker -Tilbage fra barsel


I over et år har jeg kun skrevet ganske få sider på min voksen fantasy-historie. Ja jeg ved, det er lidt af en kliche. Efter Game of thrones kom ind i billedet, virker det som om alle der skriver i de fantastiske genre, går fra ungdomsbøger til historier for voksne.

Sagen er, at det er spændende at rykke op i en ældre kategori, spekteret kan på mange måder blive bredere og flere emner kan komme i spil. Men det er ikke alt, jeg fik en henvendelse fra min hpér (hovedperson) omkring hendes historie - ja, jeg er en af de forfattere, som har deres hpére og det meste af persongalleriet hængende i stuen, mens jeg skriver. Jeg har altid betragtet mig selv som et spøgelse i mine hpérs verden. De fortæller mig deres historie og giver mig de scener, som er vigtige. Derefter er det min opgave at fylde hullerne ud.

Det er en anden ting ved at skrive en historie ned, når hpéren er en voksen. I over et år har denne historie været i mit sind. Jeg har haft utallige indre samtaler og set utallige scenarier. De fleste mere end engang. Min hpér har som voksen haft mere tålmodighed og overbærenhed med, at jeg har været nødt til at udsætte skriveriet. Men hvor har jeg savnet det. Jeg har ofte sammenlignet det at skrive med det at trække vejret. I over et år har den del af mig været holdt i en spændetrøje.

I går satte jeg mig så til tasterne. Nu skulle det være og jeg mærkede frygten gribe fat i mig. For det var svært. Hvorfor var det så svært at gøre det. Jeg kiggede på uret og tænkte, jeg har ikke tid nok. De ringer efter mig, når sønnen har sovet sin lur - men det er bare en undskyldning. Det ved jeg godt. Sådan følte jeg også førhen og jeg var god til at finde på undskyldninger for ikke at skrive. for intet af det, jeg skrev, lød så godt, som det gør inde i mit eget hoved. Det irriterer mig. Jeg ville ønske, at nogen havde opfundet et apparat, som kunne overfører ens tanker direkte til papiret. Det ville være meget lettere, hvis mine samtaler med mine hpére kunne bliver overført direkte fra min hjerne til papiret, i stedet for at skulle ud gennem mine hænder.

Jeg har lyst til at udskyde det og kaste mig over min hjemmeside og blog. Jeg ved, hvordan man skriver artikler om at skrive. Det går let, fordi jeg elsker det og fordi det er så stor en del af mig. Jeg ved også, at jeg blot er lidt rusten. Lidt bange for at gå tilbage til tiden før junior og husbyggeri. Jeg er en anden nu og det har betydning for forfatterinden i mig. Jeg ved bare endnu ikke, hvad det betyder.

I dag har jeg skrevet lidt. Bare en ganske lille smule. Det lyder ikke godt, men der er stadig sandhed i det. Det er stadig lidt som det, jeg ser i mit hoved og det trøster mig, at det kun er første udsnit eller draft, som det hedder på forfattersprog. Der er stadig massere af tid til redigering senere. Men denne gang vil jeg gøre det, som jeg altid gør - don´t get it right, get it done. Redigeringen kan komme senere og det er i virkeligheden den, som gør en bog god.


Så der er ikke andet at gøre end at sætte mig til tasterne igen og se at få skrevet. Historien er der. Den har været i mit sind i over et år. Utallige samtaler, scenarier, sætte det hele sammen som et puslespil, finde ud af de forskellige personligheder, stykke det hele sammen og stille tonsvis af spørgsmål. Jeg er nødt til at skrive historien. Den er der og vil ud. Det vil blive hårdt, men selvom jeg kun har skrevet en lille del i dag, så føler jeg mig faktisk lettere. Spændetrøjen er blevet løsnet.