Forfatterinde tanker - at mangle sit eget sted

så sidder jeg igen ved computeren, hvor facebook har taget alt for meget af min tid. Jeg beslutter mig altid for en halv time på det medie og når jeg så igen kigger på uret, så er den halve time overskredet ... Jeg skal så styrte rundt for at nå alt det, som jeg rent faktisk havde planlagt. Måske ville et æggeur være en god løsning.

Jeg ved, at jeg har lovet mig selv at skrive, når bettesønnen bliver passet i sin vuggestue og derudover nå indkøb, vasketøj og at tænke på aftensmad. Pligterne glider faktisk derudaf. Jeg er med på vasketøjsfronten, strygtetøjsfronten færdigretter i fryseren og indkøbene er hurtigt klaret. Men så kommer facebook. Det er ikke for at brokke mig, det er jo min egen skyld, at jeg havner derinde.

Sagen er, at jeg ikke får skrevet. Der er tonsvis af grunde til dette. Jeg har historien i hovedet og er næsten i daglig kontakt med de forskellige personer. Lige for tiden har jeg eks. slettet to hele kapitler, både det med den gravide kvinde og hospitalsindlæggelsen. Historien er hoppet nogle kapitler frem og min hpér (hovedperson) er helt ok med disse ændringer. De fleste er faktisk hendes forslag. Jeg er også ved at stykke et kort sammen. Det var sønnens badevand, som dannede en indre sø omkring en halvø og derefter et kontinent. Jeg stod og kiggede på det og måtte derefter direkte ind og tegne det op i min skitsebog.

Så jeg er jo i gang, men det er bare svært at sætte sig til tasterne og få skrevet. Jeg har overblikket og handlingen. Ved næsten hvad der skal ske, men min egen personlighed sætter en stopper for det hele. Jeg har altid været meget territorial. Var jeg på lejrskole, skulle jeg straks gøre min seng klar og pakke de personlige ting ud, så alle kunne se, at det her var MIT område. Det har ikke ændret sig.

Jeg har nemlig ikke noget sted i vores lejede hjem. Mine notesbøger ligger i kasser oppe under boksmadrassen, som står på juniors værelse. 

Mine ynglings penne ligger i en kasse inde på min bedre halvdels kontor og det er lille. Han arbejder indimellem hjemme, så han skal have et sted med lukket dør og det dur ikke at dele pladsen. Hvis jeg deler pladsen, så er den jo ikke min. Jeg har heller ikke mine bøger. De ligger i flyttekasser nede i kælderen og venter på at blive pakket ud.

Den stol, jeg har købt, som skal være forfatterindestolen, står også i kælderen. Den skal gøres ren, slibes og males.

Mit mini teakskrivebord står hos en veninde i sønderjylland.

Det er i alle disse oplysninger, at årsagen skal findes. Jeg føler mig hjemløs. Jeg kan ikke bare sprede mine notater ud over hele gulvet i stuen, for så skal de ryddes op igen, inden junior kommer hjem. Jeg kan lige se det strålende blik i hans øjne, hvis han fik øje på alt det papir! Det ville ikke være i hel tilstand længe! Bare tanken om at skulle pakke dem ud og sortere dem, for så at skulle rydde dem op igen - gør mig nedtrykt. Jeg vil bare gerne have et sted, hvor de kan ligge og rode fra gang til gang. Det er kaos i sin orden.

Stephen King anbefaler, at enhver forfatter har deres eget sted. Et sted; "hvor de kan lukke døren til den ydre verden for at fokusere på den indre."

Det er det, jeg mangler. Jeg har forsøgt at skabe det, men det lykkedes ikke. Jeg mangler at have mine notesbøger på et let tilgængeligt sted og ikke et sted, som kræver at man skal fjerne en seng hver gang. Jeg mangler mine bøger til inspiration og til at slå op i. At se dem i kasser gør mig nedtrykt. Jeg er en forfatterinde, som i den grad føler mig hjemløs. Jeg misunder dem, der bare kan skrive løs alle steder, mens jeg selv har brug for ro og inspirerende velkendte omgivelser. Et sted, hvor det kan rode og der kan ligge løse papirer overalt.

Heldigvis er min hpér tålmodig med mig - det kræves der vist også - se bare lige denne klagesang, der er skrevet her!

Dette er indlæg nr. 2 - vil du læse nr. 1, så findes det her; http://www.xanadues-imagination.mono.net/en-forfatterindes-tanker